Udskriv siden

Om Juniorafdelingen

 

I juniorafdelingen er vi 25 – 40 aktive optimistsejlere, som sejler flere gange om ugen. Dels træningssejlads og dels ved deltagelse i stævner oftest i week-enden. Langt de fleste af sejlernes forældre er meget aktive på havnen og på vandet. Faktisk er det afgørende for at drive en frivillig organisation, at forældrene involverer sig og tager deres tørn med det administrative og praktiske arbejde.

 

Nogle af forældrene er erfarne sejlere som er glade for at dele deres ekspertise med børnene, andre hjælper med at arrangere sociale arrangementer, holde opsyn med klubhus og grej, sørge for varm kakao eller hjælper med jolletransport til udenbys stævner.

Man er som regel 8-9 år, når man starter med at sejle optimistjolle.

 

Påklædning

Det første år er det ikke nødvendigt at indkøbe det helt store udstyr. Start med regntøj, gummistøvler og en varm trøje. Ulempen ved denne påklædning er naturligvis at sejleren bliver meget våd (og kold) hvis jollen kæntrer, men rigtigt sejlertøj er dyrt, og det er ikke alle børn, der holder ved efter den første sæson. Den Blå Avis et godt sted at finde brugt sejlertøj.

 

Sikkerhed.

Jolleafdelingen har en hel del svømmeveste til rådighed, som kan lånes. Hvis du skal indkøbe en vest, er det meget vigtigt, at der ikke er krave på vesten, dvs. det skal ikke være en "rigtig" redningsvest, men en jolle/svømmevest.

Der er altid følgebåde på vandet bemandet med sejlkyndige førere. Vedbæk Sejlklub har bestemt at alle førere af følgebådene skal have erhvervet et Duelighedsbevis i sejlads.

 

Trænerne.

Trænerne er typisk sejlere, der selv har sejlet optimistjolle og har lyst til at videregive deres erfaringer til jer sejlere. Vores erfaring er, at trænerne er omsorgsfulde, opmærksomme på jeres børn og først og fremmest er de glade for at dele deres viden.

Første dag på havnen.

Den første dag på havnen kan godt virke noget uoverskuelig. Der er mange sejlere, forældre og trænere på kajen og det kan virke som om ingen ved, hvad der skal gøres. Her er det vigtigt, at forældrene overlader styringen til trænerne og er villige til at give en hånd med, når trænerne anmoder om det.

 

Nogle forældre er selv sejlere, og det kan være fristende at give sit besyv med, når ens barn ikke kan få jollen til at sejle i en given retning, men det er vores erfaring, at det går bedst, hvis forældrenes indsats drejer sig om ros til sejleren og ikke anvisninger.

 

Forældreopgaver.

Alle forældre deltager efter en turnusordning i et vagtskema, hvor opgaverne er at være på land til at tage imod sejlere der kommer ind, sørge for kage og drikkelse efter træningen og rengøring af klubhus.

 

Hvor hurtigt går det så med at lære at sejle?

En hovedregel er, at det tager lige så lang tid som at lære at cykle! For nogle børn går det hurtigt, for andre tager det lidt længere tid. Men en ting er sikkert, nar først man har lært det, glemmer man det aldrig igen.

 

Så rust Jer med tålmodighed, og støt sejleren så meget som muligt. Tal med trænerne - det er  vigtigt for dem at vide, hvis sejleren er ked af det eller behøver lidt mere opmærksomhed til at lære nogle bestemte færdigheder i jollen.

 

Ofte er det for nemt at springe fra for så at begynde at spille fodbold. Springe fra for at begynde at spille tennis. Springe fra for i stedet at gå til ridning. Springe fra…………..Det er ærgerligt, når det nu var sejlsport, der kunne være blevet sportsgrenen.

 

Sociale arrangementer

Det at blive en god sejler, drejer sig ikke kun om teori, træning og mange timer på vandet. Samvær med andre børn og deres forældre på havnen er en væsentlig forudsætning for at få sejlads "ind under huden".

 

Vi arrangerer blandt andet en skitur, fest, hyggeaftener m.m.